Premiere eller ej – det var med blandede følelser da Rottefælderevy-holdet var samlet i torsdags (4. juni), hvor der under normale omstændigheder skulle have været fejret revyens 137. premiere!

Corona/Covid-19 har været et meget trist bekendtskab for Rottefælden, men da vi er kendt for ikke at mangle kreativitet, fantasi eller et festlig grin, var det derfor helt naturligt at samle hele Rottefældeholdet, lige fra skuespillere, instruktør, frisør, kostumier, scenebygger, tekniker samt administrationen til en lille ”ikke premiere” sammenkomst. Selvfølgelig med behørig afstand og masser af sprit!

Hele ”2020-premiere-holdet” havde nogle hyggelige timer sammen. Der blev snakket, grædt og grint – men det var bestemt ikke en festdag, som alle ellers havde set frem til før revyen blev lukket af regeringen!

Der manglede alle de andre som normalt er en del af revyen om sommeren og ikke mindst vores dejlige publikum!

Men vi er alle ved godt mod og ser frem til sæsonen 2021 – hvor vi allerede nu ved at Jan Schou og Mikkel Schrøder er en del af holdet. Vi melder ud så snart vi er klar med flere navne på plakaten!

God sommer!

Bedste hilsner

Pia Ullehus
Direktør/Rottefælden