Fotoet er fra vores fællesmøde den 9. marts – inden restriktionerne fra Covid19!


Kære Rottefælde-venner

Selv om vores lille land er hårdt ramt i øjeblikket, skal I have en hilsen fra os. Vi er nemlig ikke gået i stå – tværtimod!

Vores 137. sæson står for døren, og vi er i fuld gang med forberedelserne, selvfølgelig med de restriktioner der er på grund af Covid19.

Den 9. marts var hele holdet samlet første gang for at byde 2020-revyen og hinanden velkommen. Idéerne fløj gennem luften og blev fanget, grebet og noteret.

Tekstforfatterne er i sving, og vi har stærkt på fornemmelsen allerede nu, at det bliver en fantastisk sæson.

Årets hold

Sara Gadborg, Rikke Buch Bendtsen, Mikkel Schrøder og Jan Schou er de fire, der i år skal nå helt ud over scenekanten og underholde jer. De fire er jeres garanter for en sjov aften fyldt med skæg og ballade tilsat en teskefuld alvor og en bølge af vidunderlige sangstemmer.

Kig eventuelt ind på vores hjemmeside www.rottefælden.dk og læs mere om skuespillerne og deres meritter. Igen er det Jens Krøyer, der skal styre den vigtige og musikalske del af løjerne. Prøverne begynder for deres vedkommende i København den 27. april.

Den 20. april overtager vi huset i skoven, og så får vi travlt med at pakke møbler, bar, dekorationer, tæpper og kandelabere ud, så vi kan begynde prøverne den 4. maj på den scene, hvor det hele skal foregå.


Lidt om årets gang

Vi var på ’Ferie for alle’ messen i Herning fra 21.-23. februar og havde den store fornøjelse, at en masse mennesker lagde vejen forbi os. Selvfølgelig havde vi en konkurrence, hvor et par heldige besøgende kunne vinde billetter til Rottefælden. Spørgsmålet, de skulle besvare, var virkelig svært, og det lød sådan: Hvor i Danmark ligger landets ældste revyteater. Vi kender svaret, og det gør I garanteret også.

Den 28. februar inviterede vi vores sponsorer til et arrangement på Kammerateriet i Svendborg. Det var en festlig aften. Skuespiller Mikkel Schrøder kom forbi og fortalte om sig selv og om sit one-man-show ”Firmafesten”. Aftenen sluttede på Svendborg Teater, hvor vores gæster nød Mikkels show for fuld skrue.

Det praktiske

Husk at I er velkomne til at ringe til os og bestille billetter på telefon 62 21 07 63. Alternativt kan I bestille via vores hjemmeside www.rottefaelden.dk

Vores spilleperiode er: 4. juni til den 15. august.

Vi er til for dig

I Rottefælden glemmer I bøvl og besvær, madlavning og Netflix. Vi serverer nemlig mad, drikke og underholdning i topklasse i de smukkeste omgivelser.

Mange hilsner og på gensyn i Rottefælden

Vi glæder os til at se jer!

Pas godt på jer selv!