Pia er her, der og alle vegne igen, igen for og bag scenen, computeren, døren og billetkontoret. I år dog i en lettere rystet udgave efter aflysningen i 2020. Trods det står humørbarometeret lige nu på fuld skrue. Hun er helt tryg ved, at revyen er flyttet ud af skoven og ind i Svendborg Teater – kun på den måde kan hun garantere gæsterne en virus-sikker og garanteret sjov aften. Og sjovt – det bliver det!
I år er der en, som både hun og de garvede Rottefælde gæster vil savne; Pias elskede hund, Honey, der måtte tage af sted til hundehimlen. Når dens efterfølger, Pjuske, er kommet over sin første hvalpealder, udnævnes også den til fast revy- og selskabshund.
Lige nu tramper Pia derude i revy-savsmuldet og kan næsten ikke vente.