Nyhedsbrev august 2017

Kære alle jer, der følger os!

 

Allerførst siger vi tusind tak for jeres trofaste opbakning, for uden jer og uden publikum var der ingen revy i Rottefælden.

Sæsonen er snart slut, og den har været forrygende. Vi har stort set haft røde lygter hver eneste aften, vi har sat ekstra forestillinger på programmet, og vi har fået fornemme anmeldelser med masser af stjerner fra anmelderne.  Og vi har sågar været i DR’s ’Aftenshowet’, der sendte direkte fra Danmarks absolutte centrum; Rottefælden i Svendborg.

For en lille uge siden fik vi overraskende besøg på scenen. Ind trimlede Mikkel Schrøder fra Charlies Revygalla – TV2 Charlie – og proklamerede, at vores unge kollega Camille Rommedahl er nomineret i kategorien ”Årets revytalent”. Den 27. august vil det vise sig, om hun løber med prisen – vi tror på det – og krydser fingre!

Lidt om næste år

For kort tid siden løftede vi sløret for, hvem der skal medvirke i Rottefælden 2018. Det skal selvfølgelig vores kunstneriske leder, Jan Schou, som til den tid kan fejre sit 20-års jubilæum på vores scene. Anne Herdorf, Kim Brandt og de muntre musikanter Jens Krøyer, Ole Caspersen og Guy Moscoso, er også klar til endnu en omgang på scenekanten. Som ’ny’ i selskabet er skuespiller Christine Astrid Nielsen. Helt ny er hun dog ikke, for hun er genganger fra 2016.

Endnu er on-line-billetbestilling til næste sæson off-line. Hvis I ønsker at reservere en billet lige nu, er I mere end velkomne til at sende en mail til mail@danartist.dk eller til at ringe til os på tlf. 66 14 09 14. Vi har premiere 31. maj og slutter sæsonen 25. august.

Vi tror på et lige så forrygende ’18, som ’17 viste sig at være. Har I ikke nået at se årets revy endnu, kræver det bare en lynhurtig reaktion; vi slutter nemlig den 26. august.

Facebook

Er du ven med Rottefælden på Facebook? Hvis ikke, mødes vi her https://www.facebook.com/rottefaelden/?fref=ts – vi synes rigtig om, hvis du ’synes om’ os.

Ring eller skriv, hvis der er noget vi kan hjælpe med – et bord til to, til flere eller en hel sal i jeres venners selskab.

Venlige hilsner

Rottefælden