Lige om lidt er vi klar igen!

Typisk! Det stritter i alle retninger, når kreative folk mødes for første gang i sæsonen!

I skal have en frisk og forårsgrøn hilsen fra os, før det går løs med endnu en sæson fyldt med glæde, latter og platter! Vi regner med, at I allerede har købt billet, og vi glæder os til at byde jer velkommen til vores revy!

Vi har mildest talt ikke ligget på den lade side, siden I hørte fra os sidst. Vi har haft vildt travlt med at pakke scene og udstyr ned, gøre kontoret klar til alt det, vi ikke når, mens musikken spiller – og især med at planlægge den nye sæson; finde tøj, lamper, bardisk og alt muligt habengut frem fra gemmerne. Tro os, det er ikke småtterier, der er på spil.

Knoklet i flere uger
Holdet, der består af Jan Schou, Anne Herdorf, Kim Brandt og Christine Astrid, har sammen med instruktør Carsten Friis og kapelmester Jens Krøyer øvet i ugevis på Folketeatret i København. Nu er alle rykket ind i Rottefældens smukke hus i Svendborg, og vi knokler videre, så det giver genlyd i hele byen. Der er virkelig gang i huset, når instruktøren hundser med spillerne, og pianisten dirigerer med sit orkester.

Premiere
Vi har premiere den 31. maj, og det bliver en god dag – og en god sæson i det hele taget. Den 25. august er det sidste spilleaften, og så starter det hele forfra igen.

Bonusinfo!
Rottefældens direktør Pia Ullehus er blevet interviewet til ugebladet SØNDAG. Så hvis I, kære læsere, vil vide mere om Pias vej fra bogholder til revydirektør, så er der en mulighed for det i det nummer, der udkommer 14. maj.

På snarligt gensyn og mange hilsner fra

Hele holdet bag Rottefælden 2018